Jeg har stadig en nummerskivetelefon i mit hjem. Og den virkede skam helt til juli 2022, hvor jeg nedlagde mit fastnetnummer.
Når man fx drejer 5, sender den fem pulser til centralen. Det kan man også gøre ved at klikke hurtigt fem gange på den holder som røret hviler på.
Den viste model, en Ericsson F68, var den sidste der blev markedsført af danske telefonselskaber. Jeg fik den i 1978.
Bemærk bogstaverne ud for hvert tal. De står anderledes end de bogstaver man kan finde på moderne mobiltelefoner. Bogstaver og cifre hænger såldedes sammen:
| 1 | C | 6 | OPR |
| 2 | ABD | 7 | STU |
| 3 | EFG | 8 | VYX |
| 4 | HIK | 9 | ÆØ |
| 5 | LMN | 0 |
Disse bogstaver blev i gamle dage brugt når man skulle telefonere inden for København.
Jeg er født i 1953 og voksede op med dette system. De følgende oplysninger beskriver hvordan man telefonerede i København i 1960'erne.
På det tidspunkt var de fleste telefoner i København halvautomatiske. Det vil sige at man kunne ringe direkte til en telefoncentral, men derfra blev samtalen ekspederet videre manuelt.
Mit barndomshjem havde telefonnummer Fasan 2016. Min farmor og farfar, som jeg ofte ringede til, havde telefon Gothåb 2339. (Bemærk stavningen af »Gothåb«; den skal jeg vende tilbage til senere.) En typisk opringning til mine farforældre foregik således:
- Jeg løfter røret og venter på en klartone. (Klartonen var en dyb brummelyd.)
- Jeg drejer bogstaverne GO. Det er de to første bogstaver i »Gothåb«, og de svarer til tallene 36.
- Der lyder en skrabende lyd i røret mens relæerne på telefoncentralen forbinder mig med Gothåb central.
- »Gothåb!« svarer en kvindestemme. (Det var altid en kvinde.)
- »Treogtyve niogtredive,« siger jeg.
- »Treogtyve niogtredive,« gentager hun.
- »Ja, tak,« svarer jeg.
- Så forbinder telefondamen et kabel fra det stik mit opkald er gået ind på, til det stik der er mærket 2339.
- Hvis modtagertelefonen er optaget, lyder et kort »dut« i min telefonrør, telefondamen siger »Optaget!«, og jeg lægger røret på. Men hvis der ledigt, lyder der et lidt længere »dut« mens telefonen hos mine farforældre ringer (én gang – telefonen ringer kun én gang). Og kort efter snakker jeg med min farmor eller farfar.
Telefoncentalerne havde maleriske navne: Jeg har allerede nævnt Fasan og Gothåb, men der var også navne som Damsø, Ægir, Øbro (for »Østerbro«), Byen, Helrup (for »Hellerup«), og så den allerældste af dem, der slet og ret hed Central.
Der var en gammel tradition for at centralernes navne højst måtte bestå af seks bogstaver. Derfor blev »Hellerup« til »Helrup« og »Godthaab« blev stavet »Gothåb« med bolle-å længe før bolle-å'et i øvrigt blev indført på dansk. At »Central« har syv bogstaver, har man åbenbart stille accepteret. I tidens løb blev de specielle stavemåder ofte fraveget, og det var almindeligt at se »Godthåb« stavet med et d. (Centralen var opkaldt efter Godthåbsvej.)
Når man ringede til en telefoncentral drejede man altid de to første bogstaver i centralens navn, altså fx ÆG (dvs. cifrene 93) for Ægir. Centralernes navne var konstrueret således at der aldrig var to centraler der fik samme cifre.
Den ældste central, Central, var lidt speciel. Skulle man have fat i den, var det tilstrækkeligt at dreje C, altså tallet 1. Men omkring 1965 skiftede bogstaverne til CE.
Telefonnumrene havde 1-5 cifre. De fleste telefonnumre var 4-cifrede, og som nævnt ovenfor udtalte man dem således: »Treogtyve niogtredive« for 2339. Men reglerne var komplicerede:
1- og 2-cifrede telefonnumre udtaltes med ordet »nummer« foran. Fx »nummer fjorten« for 14.
3-cifrede telefonnumre udtaltes som et tal. Fx »fem hundrede syvogfirs« for 587.
4-cifrede telefonnumre udtaltes normalt som 2×2 tal, som det er angivet ovenfor; men hvis de to første cifre var 10, blev tallet udtalt som ét tal; fx »tusind og toogfyrre« for 1042.
5-cifrede telefonnumre kom først til på et sent tidspunkt da centralerne var under afvikling, og man derfor ikke ville tilføje nye centraler til at klare et stigende kapacitetsbehov. De blev udtalt som ét tal; fx »ti tusinde tre hundrede og tolv« for 10.312. (Så vidt jeg ved, begyndte disse 5-cifrede numre altid med 10, 35 eller 40.)
Det allerførste telefonnummer i København blev tildelt Privatbanken (det senere Nordea). Deres telefonnummer var Central 1.
Det kunne være dyrt at have et telefonabonnement, og derfor var det muligt for fire abonnenter at gå sammen om ét abonnement. Der var så kun én ad gangen der kunne benytte telefonen, men de havde stadig hver sit apparat og fik samtaler stillet igennem til deres personlige telefon. Disse »partstelefoner« skulle også deles om et telefonnummer, og deres nummer blev så forsynet med et af bogstaverne U, V, X eller Y, som angav hvilken abonnent der var tale om.
En partstelefon kunne derfor have nummeret Asta 3344U. Det udtaltes »treogtredive fireogfyrre Ulla«. V, X, og Y udtaltes henholdsvis »Vega«, »ekstra« og »Ydun«.
Fra slutningen af 1950'erne begyndte man at udskifte de halvautomatiske telefoncentraler med fuldautomatiske, hvor det var muligt at dreje sig direkte frem til en abonnent, som vi kender det i dag. De fuldautomatiske centraler fik seks cifre (med områdenummer »01« foran hvis man ringede fra en ikke-københavnsk telefon).
Privatbankens Central 1 blev udskiftet med (01) 11 11 11.
Billedet her viser et udsnit af en telefonbog fra 1976.
Her ser man en
blanding af halvautomatiske og fuldautomatiske numre. Bemærk partstelefonen Gentofte 2964Y.
Med det fuldautomatiske system blev partstelefoner afskaffet. Det betød at telefonselskabet, KTAS, tjente flere penge på at udskifte centraler med mange partstelefoner end centraler med få partstelefoner, og da partstelefoner var forholdsvis sjældne i de rigere kvarterer i København, blev det dem der sidst blev udskiftet. Derfor bestod centraler som Gentofte, Ordrup og Øbro langt ind i 1970'erne.
Danmark var i øvrigt et af de sidste lande i Europa (måske det sidste) der afskaffede halvautomatiske centraler. Det betød at fænomenet »halvautomatisk central« var ret ukendt uden for landets grænser. Hvis man skulle ringe fra eksempelvis USA til Øbro 1234 krævede det megen forklaring – ikke mindst fordi bogstavet Ø voldte en del kvaler. Det påstås at det amerikanske telefonselskab AT&T havde en person ansat udelukkende til at ekspedere samtaler til Danmark.
Efter hvad jeg har fået fortalt, var Liseleje i Nordsjælland en af de første fuldautomatiske centraler i Danmark, og den blev oprettet længe før man begyndte på fuldautomatiske centraler i resten af Danmark. Det betød at telefonerne og telefonsystemet i Liseleje var anderledes end i resten af landet; og selv om det var nemt at ringe inden for Liseleje, var det ganske kompliceret at ringe ind og ud af området.
Min mormor og morfar købte i 1959 et sommerhus i
Liseleje, og som barn tilbragte jeg mange dejlige uger der. De havde telefon
Liseleje 307. Alle telefonnumre var 3-cifrede, og man drejede slet og ret de
tre cifre når man ville tale med en anden abonnent. Liseleje havde partstelefoner, og
nummerskiverne i området så anderledes ud end i resten af landet. Hosstående billede
fra Post- og Telemuseet
viser en af disse tidlige fuldautomatiske telefoner. I stedet for de bogstaver der var
knyttet til de københavnske centraler, viste denne telefons nummerskive bogstaverne A,
B, X og Y, der blev benyttet til partstelefoner i denne central.
Skulle man ringe fra Liseleje til et andet sted i landet, måtte man gå via Frederiksværk central. Man drejede 0, og en kvindestemme svarede »Frederiksværk«. Man måtte så fortælle hende hvilket nummer man ville have fat i, og hun forbandt så samtalen.
Skulle man ringe fra eksempelvis København til Liseleje, måtte man atter gå via Frederiksværk. Man drejede 03-346 (cifrene 03 var områdenummeret) som var Liseleje centrals nummer; men her blev man også mødt af en kvinde der sagde »Frederiksværk«. Man kunne så sige »Liseleje 307«, hvorpå hun forbandt samtalen.
Jeg hører gerne kommentarer og fortællinger om gamle københavnske telefoner.
This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.