Gud har brug for dig. Han har brug for at du elsker ham, og han har brug for at du elsker dine medmennesker og hjælper dem. Han har en plan med dit liv. Den plan indbefatter en kærlig tjeneste for ham her på jorden og et pragtfuldt samvær efter døden.
Men der er jo ingen af os mennesker der er specielt kærlige af natur. Jo, vi kan da være søde og rare mod familie og venner det meste af tiden, men det er håbløst utilstrækkeligt over for Guds krav om absolut kærlighed til alle, hele tiden.
For det er det Gud kræver af os: Fuldkommen, ubegrænset, stadig kærlighed. Det kan vi ikke leve op til, og det ved Gud godt.
De fleste religioner går ud på at mennesket ved diverse handlinger skal behage guden, som så vil belønne dem på en eller anden måde. Men sådan er kristendommen ikke. Gud ved alt om vores utilstrækkelighed. Han ved at vi umuligt kan leve op til hans krav.
Omvendt kan han ikke slække på sine krav; han er ikke til at forhandle med og går ikke på kompromis når det gælder ønsket om kærlighed. I stedet har han gjort noget andet: Han blev selv et menneske og lod sig føde af en kvinde. Jesus var alt det et menneske bør være: Kærlig, hjælpsom, omsorgsfuld, og helt uden ondskab.
Her kommer så kristendommens mest grundlæggende troslære: Vi mennesker fortjener straf fordi vi ikke er gode nok. Men i stedet for at straffe os, lod Gud Jesus (som ikke havde gjort noget galt) påtage sig vores skyld.
Så Jesus påtog sig skylden de ting vi har gjort galt. Og med sine lidelser og død på korset betalte han bøden for din og min utilstrækkelighed. Han blev frivilligt syndebuk.
Tilbage står så kun at sige tak. Gud har bragt det yderste offer for din skyld. Om du så havde været det eneste menneske på jorden, var Jesus alligevel frivilligt gået i døden for din skyld. Vil du sidde det overhørigt?
